Larsen ventede, og der skete ikke en skid, men så solgte han de tomme flasker, og købte endnu flere lærreder, og malede endnu flere billeder, og lavede endnu flere udstillinger, og solgte glimrende.
   Men Larsen var ikke tilfreds. Slet ikke. Så blev tiderne endnu dårligere. Overalt i landet gik det af helvede til, og Larsen blev mere og mere indadvendt. Hans kone var oppe på at smøre firehundrede ostemadder om dagen, men hun tog ikke på, og en pludselig en dag fik Larsen en ide.
   "JEG HAR DET, KRAFTEDEME!", råbte han, og spurtede ud i køkkenet efter en øl.
   "Hvad er det du har?" spurgte fru Larsen, og begyndte automatisk at lede efter osten.    "Vi skrider!" sagde Larsen, og haspede en pilsner, så kapslen fløj tværs gennem køkkenet og ind under en stol i stuen. "Vi skrider kraftedeme!"
   "Hvod'n det?" spurgte hun, og rodede febrilsk efter osteskæren.
   "Frankrig, du gamle - Frankrig!"
   "Frankrig?"sagde fru Larsen, der ikke kunne fordrage at rejse. "Frankrig?" Kniven dansede hen over brødet.