"Ja, jeg gider ikke det her pis mere. Danmark duer ikke. Der er ingen optimisme. Der er ingen, der køber noget. Der er ingen, der sælger noget. Der er ingen, der sætter noget i gang. Der er i det hele taget ingen, der tør noget! Hele lortet er gået i stå. Hvis vi absolut skal være fattige, ka' vi lige så godt være det i udlandet. Det er billigere at være fattig i Frankrig, og så er der samtidig skide smukt!"
   "Jammen, vi forstår jeg ikke, hvad de siger", sagde fru Larsen, og lagde to ekstra stykker ost på maden.
      "Ved du hvad" sagde Larsen, og sugede resten af sin øl i sig. "Nu har jeg fandeme boet her i Danmark siden jeg blev født, og jeg forstår stadig ikke en skid af, hvad de siger Jeg kan ikke engang forstå hvorfor, de siger det!"
      "Du godeste!" sagde fru Larsen med munden fuld af ostemad. Hun var allerede i gang med at smøre sig en ny.
   "JEG HAR DET!" skreg Larsen så pludseligt, at kniv, ost og brød fløj ud af hænderne på fru Larsen og hen ad køkkenbordet og ned i vasken, hvor det
støjende skramlede rundt. Han sprang op fra sin stol. Fru Larsen stirrede på ham med vidt opspærrede øjne. "JEG HAR DET FANDEN BRODERE MIG! - JEG HAR DET!"                                                                           Videre!