Tiderne var hårde ved lille Robin. Nu havde han ikke længere forældre og søskende, der kunne tage sig af ham og dermed intet barndomshjem, som han senere kunne lade være med at se tilbage på. Han havde sågar intet efternavn; det fornemme Locksly blev slettet i kirkebogen for tid og evighed. Han blev i en årrække kaldt nummer 127, fordi han var nr. 127 ud af 127 fattige, hjemløse, snottede unger, der voksede op på et snavset børnehjem i det mest lusede kvarter i byen Nothingham, der betød Ingentingsskinke, og som absurd nok kom til at symbolisere det åg, der igennem hele hans liv skulle tynge hans skuldre. Robin elskede af uforklarlige grunde skinke, men havde indtil sit syttende år aldrig smagt det. Det eneste børnehjemmet kunne byde på, var ækel fattigmad, men det var på den anden side en skæbne, han måtte dele med en stor del af byens indbyggere.

Uden for børnehjemmet var vejret altid af helvede til.

Da Robin - alias nr. 127 - omsider kunne forlade det forhadte børnehjem, var han sulten, bitter og seksten. Han gav sig selv navnet, Hood, og gik ud i skoven og skar sig en bue og to pile. Videre