Så endelig en dag blev Robin løsladt, men da var han imellemtiden blevet så eddikesur, at folk vendte hovedet den anden vej, når de mødte ham. På en gammel nedslidt kro uden for byen sad han således en sen eftermiddag og muggede over en øl. Ved et bord i nærheden sad en større samling støjende mænd og drak tæt. Jo mere de drak, jo mere højrøstede blev de. Robin kunne ikke undgå at høre, hvad de talte om. De brokkede sig over regeringen, de voldsomme skatter, den alt for lange og opslidende arbejdsdag, den lille løn samt den ulige fordeling, hvor de få havde for meget, og de mange overhovedet ikke havde noget som helst. Der var også nogle, der brokkede sig over deres koner, men dem var der ingen, der gad at høre på.

Robin rejste sig, og gik over til dem. "Slut jer til mig!" råbte han, "Jeg har en god ide!"

"Sæt dig ned", sagde en stor kleppert, og trak stolen ud. Og da Robin skulle sætte sig, fjernede han stolen, så Robin ramlede på gulvet med et ordentligt brag. Der rejste sig et latterbrøl fra de grove mænd, og der råbtes på mere øl. En tyk munk i en fedtet, uklædelig kjortel begyndte at fortælle sjofle vittigheder, og den rå stemning steg til imponerende højder i det lavloftede rum, mens Robin blev mere og mere gnaven.