"Så er det nok!" råbte Robin og slog i bordet, så hans øl væltede. "Satans osse til svineri!" indskød han og forsatte: "I skal høre på mig, jeg har en ide som vil gøre jer allesammen rige! Bring mig straks et glas nyt øl!" brølede han til værten, men alle mændene blev så forskrækkede, at de allesammen styrtede op og bestilte ham hver en.

"Det var ikke jer, jeg mente!" råbte han, "det var værten...!" Og mens han drak sine syvogtyve øl, fortalte han dem, hvordan de kunne blive rige, hvis de sluttede sig til ham.

"Det går aldrig", sagde munken fra bunden af sit glas. "Det vil jeg godt vædde på".

"Godt!" råbte Robin, "Vi vædder! Bring mig straks et nyt glas øl!" skreg han ud i lokalet, og de syvogtyve mænd styrtede alle op og hentede ham hver en øl. "Det var værten -" råbte Robin, men opgav.

Planen gik, som enhver ved, ud på at de skulle røve fra de rige og give til de fattige, men naturligvis beholde en rimelig fortjeneste selv. Og fra det øjeblik var legenden om Robin Hood og hans lystige svende, som altså ikke var særlige lystige, skabt. De røvede fra de rige, som blev en hel del fattigere, og gav til de fattige som blev betydeligere rigere. Robin og hans lystige svende, der ikke var så lystige endda, blev også rigere, for deres kommission var ikke ringe, og som tiden gik, begyndte Robins ide for alvor at gå op for dem.                                                                      Aha!