Og så oprandt den store dag. Det var påske, og folk var i påskehumør, og de havde pænt tøj på, for ingen havde før været på auktion, og man kunne jo aldrig vide. Hr. Larsen var i strålende humør. "Kom indenfor!" sagde han hjerteligt. "Der er maser af flasker med ting i!"
   Og folk strømmede ind i huset, de var vilde med flasker med ting i. Børnene stod i et hjørne, og stirrede tavst på de mange mennesker der var mødt op. Fru Larsen stod over ved et lille bord med en mægtig stabel ostemadder på et fad.
   "Nej, hvor er det hyggeligt, at I kunne komme!" sagde hun, mens hendes hånd arbejdede sig hen mod en ostemad. "Vi har glædet os sådan!"
   "Nej - er det rigtigt?" sagde en høj, bebrillet ung mand."Jeg synes jo ellers nok, det er lidt af en trist anledning - haha - hvor står sprutten?"
  "Derover på det runde bord!" sagde fru Larsen og pegede ind i mellem de efterhånden små halvfjerds mennesker, der trængtes rundt om bordet.
    Og så begyndte auktionen. En af deres venner havde påtaget sig jobbet som auktionarius, og han sparede ikke på krudtet. Han talte som et vandfald, der kun blev afbrudt, når han skulle slukke tørsten, hvad han åbenbart skulle hele tiden. Alligevel lykkedes det ham at tale selv med glasset for munden. De der ikke bød, blev beskyldt for det, der var værre end mord.                                                                     Videre!