Som enhver socialist var han en indædt modstander af, at nogen havde mere end andre. Hans filosofi var rørende enkel; dem, der havde mere end ham, skulle tilstå ham halvdelen. Dette var der i sandhed ikke ret mange der besvimede af lykke over, og da Robin specielt aldrig havde noget selv, udviste de alle stor modvilje. "Jammen, den dag jeg får noget, skal I få halvdelen!" protesterede han. Men alle vendte ham foragteligt ryggen, og Robin blev mere og mere gnaven, mens lysten til skinke steg. Som sagt var han på et tidligt tidspunkt i sit liv en ypperlig bueskytte, og som syttenårig skød han - på mindre end en meters afstand - en gris tilhørende en af byens fineste adelsmænd. Soen faldt om med et utilfreds grynt og Robin, der endelig kunne få sin lyst styret, slæbte af med bæstet, og tilberedte det store dyr over en sagte ild dybt inde i Sheerwoods skove. Adelsmanden blev aldeles rasende, og sendte omgående sine folk ud efter ham. De fandt ham siddende ved bålet ivrigt gnaskende på et kæmpemæssigt stykke skinke. Og med saften sejlende ned af hagen, blev han således slæbt for retten, der gjorde kort, effektiv proces, hvorefter de smed ham i hullet på vand og brød. Hans bue og pil blev konfiskeret på grund af manglende våbentilladelse.